Implementering af en innovativ tilgang til peer-to-peer-læring ved hjælp af SimCapture for Skills hjalp UMass med at forbedre førstegangs-beståelsesrater og forfine deres remedieringsproces.

Sygeplejeuddannelser står over for stigende pres for at forberede deres studerende på en vellykket overgang til praksis. For at sikre, at de studerende er klar, har University of Massachusetts i Boston for nylig fokuseret på vurdering og evaluering af deres simulationsprogram, og hvordan de forbinder det med klinisk praksis.

"Sundhedsvæsenet ændrer sig – og sygeplejeuddannelserne skal virkelig evaluere sig selv og finde ud af, hvordan vi bedre kan forberede de studerende."

- Rosemary Samia, MSN, RN, CNS, CHSE
Direktør, Center for Klinisk Uddannelse & Forskning, University of Massachusetts Boston

Rosemary ønskede at sikre, at de data, de indsamlede, var meningsfulde – ikke blot rapporter og regneark – og at de i sidste ende ville hjælpe dem med at være sikre på, at deres studerende opbyggede de kompetencer, de havde brug for i praksis. "Vi bør kunne se udviklingen af vores studerende, der bliver bedre," siger Rosemary. "Vi vil være sikre på, at de udvikler sig på en måde, så de, når de dimitterer, er sikre begyndere."

På UMass Boston skal sygeplejestuderende bestå deres tjek af sygeplejefærdigheder med 100 %. “Vi har en høj benchmark på UMass,” forklarer Rosemary. “Hvis de studerende ikke opfylder denne benchmark, så skal de tilbage i laboratoriet.”

Før de studerende får lov til at teste igen, skal de gennemføre obligatorisk supplerende træning. Tidligere var denne træning en meget tidskrævende proces: små grupper på 1 eller 2 studerende mødtes i 2 timer med en kandidatstuderende.

Som alle andre sygeplejeskoler, der i øjeblikket kæmper med mangel på personale og voksende hold, fandt UMass til sidst ud af, at deres proces for supplerende træning ikke længere var bæredygtig. "Efterhånden som vores kurser blev større, havde vi ikke tid, plads [eller] personale til at levere den nødvendige mængde supplerende træning," husker hun.

De havde brug for at finde en måde at hjælpe flere studerende med færre undervisere – uden at gå på kompromis med kvaliteten af den supplerende træning.

I et nyligt semester tog 160 studerende en helbredsundersøgelsesprøve – og 60 af de studerende bestod ikke med de krævede 100 %. Rosemary og hendes team besluttede at prøve at bruge SimCapture for Skills til at hjælpe disse studerende mere effektivt.

Under ledelse af 2 kandidatstuderende kom 30 studerende ind i laboratoriet ad gangen og blev opdelt i grupper på 3 for at øve sig med hinanden. Ved slutningen af timen blev de studerende gensynet i færdigheden.

Resultaterne var enormt succesfulde: 51 af de 60 studerende bestod efter 1 times træning med SimCapture for Skills.

De havde fundet en måde at effektivt hjælpe 30 studerende per time med færre undervisere. Med den gamle proces for supplerende træning ville dette have krævet 120 timers undervisningstid.

“Vi oplevede en enorm succes,” siger Rosemary. “Det reducerede den tid, vi skulle bruge på supplerende træning og at reservere laboratorieplads.”

SimCapture for Skills har fremmet løbende forbedringer i undervisningen på UMass ved at levere meningsfulde præstationsdata om de studerendes progression i de ugentlige laboratorier. 
 
Ved hjælp af data fra SimCapture for Skills’ elektroniske tjeklister kan undervisere se, hvor de studerende har flest problemer, så de kan justere deres undervisning den følgende uge. Og værktøjet giver indsigt i, hvordan de studerende anvender deres træningstid.  
 
"Vi har haft en betydelig forbedring i den undervisning, der er blevet leveret," fortæller Rosemary.  
 
UMass drager også fordel af vurderings- og evalueringsdata i deres avancerede simuleringer. "Vi starter med deres psykomotoriske færdigheder i laboratoriet, og så ekstrapolerer vi dette i simuleringen," forklarer hun.

Og de data, de indsamler, er ikke begrænset til undervisere, der vurderer studerende – men også studerende, der vurderer undervisere ved hjælp af gennemtestede værktøjer efter deres simuleringer, samt undervisere, der vurderer hinanden.  
 
"Vi kan virkelig lave store ændringer," siger hun. "Undervisere er i stand til at tage disse data og se, hvor der er plads til forbedring, og hvor deres styrker er. Og når vi fanger dette, kan vi parre undervisere sammen, vi kan sætte studerende, der er virkelig stærke på et område, sammen, [og] vi har fået et helt sygeplejementorprogram ud af dette. Det kan få sit eget liv." 
 
"Dine data fortæller virkelig en historie," understreger Rosemary. "Men du skal kunne læse, hvad dataene fortæller dig – og derefter gøre noget ved det."   

Hvis du er interesseret i at komme i gang med at bruge mere data i dit program, er Rosemarys ekspert-tip til dig at starte i det små.

"Se på, hvad du allerede indsamler. Er det på papir? Hvad gør du med det? Måske vil en overgang til en elektronisk indsamling gøre det lettere for dig at analysere det.

Start med noget, der er overskueligt. Du vil ikke kunne gøre alting på én gang – men vælg blot én ting, start der, [og] foretag ændringer. Føl ikke, at du skal ramme rigtigt i første forsøg. [Vores program] har været to år under udvikling, og vi ændrer konstant tingene til det bedre."

Tak til Rosemary Samia fra UMass Boston for at dele sin historie